DRONNINGMØLLE: Medlemmer af Folketinget var på besøg hos beboere og repræsentanter for Kongens Ø Munkerup mandag.
Kongens Ø Munkerup dannede i dag rammen om et besøg fra Folketinget. Socialdemokratiets misbrugsordfører Maria Durhuus (A) og Venstres medlem af socialudvalget Hans Andersen (V) fik i samtale med både institutionschef Morten Egeskov og flere beboere et indblik i stofmisbrugsbehandlingen.
Beboerne fortalte deres personlige historier om livet med et misbrug og nu oplevelsen af at være en del af et fællesskab og stofuafhængigheden på Kongens Ø og deres deltagelse i NA selvhjælpsgrupperne (Narcotics Anonymous Danmark).
Fokus på opioider og unge
Morten Egeskov fik også fortalt om Kongens Ø’s tilbud til stofmisbrugere med akut brug for hjælp og især blev kampen mod opioiderne drøftet. Både Maria Durhuus og Hans Andersen er meget optaget af at især de unge mennesker, som desværre er blevet afhængige af opioider, får bedre hjælp og støtte.
Misbrug og behandling siden 1994
Kongens Ø blev etableret i 1994, og er en af Danmarks mest erfarne organisationer, når det gælder forebyggelse og behandling af misbrug og afhængighed.
Kongens Ø deltager i samarbejde med kommuner, regioner og staten om udvikling af nye koncepter og metoder inden for forebyggelse og behandling. Kongens Ø har også aktivt medvirket i flere internationale sammenhænge inden for forebyggelse og behandling af misbrug og afhængighed.
Kongens Ø tilbyder flere former for døgnbehandling, der alle er godkendt af myndighederne.