ForsideFængselDanmarks første misbrugsbehandling i et fængsel

Danmarks første misbrugsbehandling i et fængsel

VRIDSLØSE: Danmark første misbrugsbehandling i et fængsel blev skabt i samarbejde med fængselsbetjente og Kriminalforsorgen.

Siden 1997 og frem til lukningen, har Kongens Ø været ansvarlig for misbrugsbehandling i det historiske Vridsløselille fængsel. Fængslet der er berømt for Olsen Banden. Siden har Kongens Ø i perioder drevet behandling i Horserød Statsfængsel og i det nye Storstrøm Fængsel på Falster. Hos Kongens Ø i Munkerup kan man i dag også afsone domme.

Der er gratis alkoholbehandling hos Kongens Ø gennem kommunerne, hvis man vil have løst et alkoholproblem. Arkivfoto.

Men hvordan kom misbrugsbehandling i fængsler i gang – hvordan kom Kongens Ø bag tremmer?

Her er historien bag

Kongens Ø medinitiativtager og daglig leder, Morten Egeskov var en dag på besøg i det berømte Vridsløselille Statsfængsel, fængslet som har dannet rammen om enhver start og slutning på de berømte Olsen banden film. En indsat i fængslet skulle i behandling, og det praktiske skulle aftales. Under en samtale med fængselsdirektøren, faldt talen ind på misbrugsbehandling, og at det kunne være en god ide at gennemføre narkobehandling af de indsatte indenfor fængslets mure. På den måde kunne afsoningen bruges til noget fornuftigt, og chancen for at den indsatte vil falde tilbage i misbrug og kriminalitet, ville kunne begrænses.

Kriminalforsorgen

Hver især gik de i gang med at undersøge mulighederne, og ideen blev budt velkommen i Kriminalforsorgen, der også puslede med tanker om at gøre mere for narkomanerne. De hårdt belastede narkomaners forhold i fængslerne havde igennem en årrække været fortvivlende. De kunne ikke klare at de arbejdsopgaver de fik, de havde ingen gavn af fritidstilbuddene og de mere velfungerende fanger kiggede ned på dem. Nogle af dem var mere eller mindre tvunget til at gå i isolation på grund af trusler på livet efter ubetalt narkogæld eller af andre grunde.

I midten af halvfemserne gennemførte Kriminalforsorgen en undersøgelse over heroinmisbruget i danske fængsler, og det afslørede et omfattende forbrug. Undersøgelsen fik sat yderligere gang i arbejdet for at finde løsninger, så de fængslede narkomaner blev mere sociale og med udsigten til en tilværelse uden stoffer efter afsoningen.

Misbrugsbehandling i fængsel

I november 1996 nedsatte Kriminalforsorgen: ”Arbejdsgruppen om etablering af samarbejde mellem Statsfængslet Vridsløselille og den selvejende institution Kongens Ø om behandling af indsatte stofmisbrugere i Statsfængslet Vridsløselille”. Nu var arbejdet formaliseret og kunne gå i gang. I arbejdsgruppen deltog, foruden repræsentanter for fængslet, Kriminalforsorgen og Kongens Ø, også repræsentanter for Socialministeriet og Amtsrådsforeningen, da det var amterne der var ansvarlige for narkobehandlingen i Danmark.

Ideen fik stor støtte og opbakning fra fængslets personale, og fra fængselsfunktionærernes daværende formand, der gjorde en stor og ihærdig indsats for at bane vejen for Danmarks første narkobehandling bag tremmer. I succeskriteriet for behandlingen, som var formuleret af Kongens Ø hed det: ”At patienten stabiliseres og rehabiliteres således, at han efter endt behandling kan forblive varigt stoffri og afholdende fra alle former for stemningsændrende midler.

Justitsminister gav grønt lys

Når patienten forlader fængslet, vil han have tilegnet sig redskaber til at etablere sig i en stoffri normaliseret tilværelse”. Og det var noget man kunne lide i Kriminalforsorgen, om end der også var tvivlere. Arbejdsgruppen kom på den baggrund med sin endelige indstilling med nogle måneders forsinkelser i juni 1997. Planen blev godkendt på højeste sted af daværende justitsminister Frank Jensen, og forberedelserne kunne begynde. Et tæt samarbejde med de involverede parter, ikke mindst fængselsbetjente og deres organisation, så var Kriminalforsorgen og Kongens Ø parate til at tage imod de første narkomaner til behandling i Vridsløselille Statsfængsel den 1. september 1997.

Ideen var, at gennemføre en tre-årig forsøgsperiode, hvor behandlingsmodellen skulle prøves af.

(Fortsættes under)

Tidligere kriminelle og fængselsbetjente i samarbejde

– Det var ikke alle af de ansatte i fængslet der var lige åbne overfor ideen, fortæller fængselsinspektøren fra dengang, Troels Bloch. Personalet skulle bruge tid til at se behandlerne an, da der var tale om en afdeling med et helt andet miljø, og hvor de indsatte og ansatte havde en omgangsform, som hidtil ikke havde været kendt i fængslet. Det blev også bemærket, at indsatte på behandlingsafdelingen havde bedre forplejning, gratis saftevand, stort tv, egen bil til udflugter og andre privilegier. Endelig var der også flere af de ansatte, der havde svært ved at acceptere, at det var tidligere stofmisbrugere og dermed tidligere indsatte, der nu skulle være rådgivere for de indsatte. Men stemningen vendte, og der begyndte at sprede sig en forståelse for det arbejde der fandt sted på afdelingen. Den øvrige del af fængslet kunne efterhånden se, at de indsatte ændrede attitude overfor fængselsbetjentene, de indsatte fik mere sul på kroppen, og der blev skabt mere respekt om det arbejde, som behandlerne lavede i fængslet.

Hurtige resultater

Samarbejdet var så stor en succes, at allerede to år inde i forsøgsperioden gives der en særbevilling til en ny behandlingsafdeling med 15 pladser. I begrundelsen skriver Direktoratet for Kriminalforsorgen blandt andet: ”Det er usædvanligt, at der bevilges ekstramidler til udvidelse af et projekt allerede midtvejs i en forsøgsperiode, inden der er foretaget en endelig evaluering af forsøget. Den beslutning skal tages som udtryk for, at de foreløbige erfaringer med den eksisterende behandlingsafdeling i Statsfængslet Vridsløselille har været positive”.

Vridsløselille Statsfængsel lukkede i 2017, og er i dag et museum. Fængslet blev bygget i 1859. Kongens Ø personalet har siden holdt julefrokost i det tidligere fængsel, som nu er et spændende turistmål.

LÆS: Personaleudflugt bag tremmer

 

Relateret indhold

Andre læser

Afrusning og substitutionsbehandling

Afrusning og substitutionsbehandling Har du behov for substitutionsbehandling under dit forløb efter Serviceloven (SEL) §...

Fagfolk skal finde nye løsninger på nye udfordringer

HELSINGØR: Flere hundrede fagfolk fra hele landet samlet for at finde nye løsninger til...

Forløbet i vores Udsatte Center

I Kongens Ø Udsatte Center er der et forløb med socialt samvær. I Kongens Ø...

Godkendelser

Kongens Ø Munkerup er godkendt af Socialtilsyn Hovedstaden og Justitsministeriet. Godkendelser er ud fra...